Medlemsnyt - Maj 2012

 

Kære medlemmer                                                       Maj 2012

 

Receptionen den 18. april i anledning af foreningens 10 års jubilæum blev noget af et tilløbsstykke.

Tak til alle medlemmer, sponsorer og øvrige besøgende for den flotte opbakning.

Tak for alle gaverne – vi er nu sikret med kaffe og stearinlys en god tid ind i fremtiden.

Madam Himmelblå fra Børkop Centeret, Lions Club – Børkop, Vestfyns Bank Børkop,

Spar Købmanden Brejning, TAS samt Vejle Kommune ydede tillige en flot økonomisk håndsrækning i dagens anledning.

Der var "Fuldt Hus" til receptionen den 18. april 2012

Fantastisk effektiv servering og god afsætning

 

Næste program på kalenderen er Mølledagens kunstudstilling

Kr. Himmelfartsdag den 17. maj 2012

Som tidligere år deltager KUNSTSKABET naturligvis til Mølledagen på Børkop Vandmølle. Det er her vores medlemmer har mulighed for at præsentere egne værker for et større publikum, og vi kan med glæde konstatere, at der hvert år er rigtigt mange besøgende på vores udstilling.

Vi ser frem til også at møde mange af foreningens medlemmer.

KUNSTSKABET`s udstilling åbnes officielt Kl. 10.30
af borgmester Arne Sigtenbjerggaard.

Hold øje med programmet for Mølledagen i Trekantens Folkeblad

 

Efterlysning:
Vi mangleret par stærke mandfolk, der vil hjælpe med at få udstillingspladerne båret op onsdag den 16. maj og ned igen fredag den 18. maj.  

Melder I jer lige til et bestyrelsesmedlem? På forhånd tak.

 

Søren Dahl – Fredag den 28. september 2012.

Hver søndag sidder en femtedel af landets befolkning foran radioen, der er tunet ind på DR P4, og lytter til Søren Dahl, der fører lytterne gennem 2 timers god underholdning. Søren Dahl formår at skabe sammenhæng mellem sjov og alvor og med sin slet skjulte kærlighed til menneskeheden får han selv den mest hærdede medieperson til at lukke op for taleposen.

Søren Dahl gæster KUNSTSKABET med showet 40 + 4, der er i bedste Cafe Hack stil - en blanding af musik, anekdoter og hyggelig samtale med en overraskende gæst. Hverdagens små pudsigheder, fortalt med den rette timing og en god sans for det absurde, kombineret med en god portion livsfilosofi og krydret med musikalske perler.

Reserver allerede nu dagen - 28. september 2012.

 

Madsby Legepark,  Fredericia

Madsby Legepark har 8 små og hyggelige træhytter. KUNSTSKABETs medlemmer har i den kommende højsæson mulighed for at låne disse hytter til udstilling/som arbejdende værksted.  Legeparken er en af landets mest besøgte attraktioner, så der er virkelig mulighed for at komme i dialog med rigtigt mange besøgende. Hytterne kan lånes for flere dage ad gangen og der udleveres en nøgle, så der kan låses af for hytten om natten. I forbindelse med Skt. Hans kommer omkring 6.000 besøgende bare denne ene dag, hvor der er aktiviteter både dag og aften for de besøgende.

Er du interesseret i tilbuddet – så kontakt Vibeke for nærmere aftale.

Hytterne fordeles efter princippet: Først til mølle – og det er helt gratis.

 

Værksteder på Aagaarden

Det kommende program byder som tidligere år også på åbne værksteder.

Derudover mødes efterhånden en hel del medlemmer i andre sammenhænge og lader kreativiteten blomstre i fællesskabet. Har du/I interesse i at arbejde i vores værksteder på andre tidspunkter – så kontakt Vibeke for at reservere lokalerne.

 

Å Kunst

Der arbejdes på højtryk frem mod den 13. oktober 2012.

Denne dato præsenteres 25 spændende kunstværker ved Å-løbet fra Aagaarden og frem til Børkop Vandmølle. Der bliver brug for ledige hænder til mange projekter både på selve dagen samt i

tiden før.

Har du mulighed for at give en hånd med? – Vi er klar til at modtage din tilmelding.

 

Hjemmeside - Kalender

På hjemmesiden www.kunstskabet.dk – kan man under fanen kalender vælge, om man vil se

aktiviteterne på uge eller månedsbasis eller som dagsnotater – klik på indstillinger i øverste højre hjørne for at skifte til anden formatvisning.

Efterhånden som de kommende aktiviteter er fastlagt lægges disse på siden, så der er mulighed for at følge med via kalenderen.

Hjemmeside – Fotos

Siden er nu opdateret med billeder fra koncerten med de 2 formidable troubadourer Søren Krogh & Mikael K samt med billeder fra receptionen den 18. april.

Se begge opdateringer unde fanen: Foto- og videoalbums.

 

Picasa album – kursus

Billederne på vores hjemmeside vil fremover primært være med et link til eks. et

Picasa album.  Det sparer plads på hjemmesiden og ikke mindst, det er meget nemt at administrere for vores webmoster.

Mangler du kendskab til at arbejde med Picasa album, så skræddersyr vi et kursus med dette formål.  Picasa er genialt at arbejde med – også til egne billeder, der lynhurtigt via nettet kan deles med dem, du på forhånd har givet adgang til at se dine billeder.

Underviser bliver Kristian Roulund Andersen – og kursusafgiften pr. person bliver 75 kr.

Det er max. 8 personer – og min. 5. 

Skal du med? – så tilmeld dig til et bestyrelsesmedlem.  Tid og sted følger derefter.

 

Udstillinger

KUNSTSKABET har nu permanente udstillinger på Atriumgården Brejning, Nordea Børkop.

Vestfyns Bank – Børkop samt naturligvis på Aagaarden.  Udstillerne er p.t.:

Aagaarden: Jørn Olsen – inkl. sommeren 2012

Nordea: Ananias Katawala indtil 1. august 2012

Vestfyns Bank: Didde Thomsen indtil 1. august 2012

Atriumgården: I planlægningsfasen.

Rengøring på Aagaarden er nu sat i system.

Det fordrer et klart overblik, så derfor har vi ansat en rigtig dygtig oldfrue, der styrer det hele med sikker og kærlig hånd.  Oldfruen hedder Karen M. From.

I de meget aktive måneder, bliver der nu gjort rent i lokalerne hver uge.

I forbindelse med opstart af sæsonen 2012/2013 starter vi med en hovedrengøring, hvorfor vi senere sandsynligvis udsender en forespørgsel på hjælp til dette, hvor vi naturligvis sørger for mad og drikke til de fremmødte.

 

 

Foreningens ordinære generalforsamling blev afholdt den 12. april på Aagaarden.

Beretning og regnskab for 2011 blev enstemmigt godkendt.

På valg til bestyrelsen var Vibeke Hegelund, Aase Sejersen & Jørn Klemmensen.

Alle modtog genvalg. Som suppleanter blev valgt: Susanna Korsgaard (genvalg)

Anne Bach Larsen (Vejle - nyvalg). Såvel revisor Mogens Maaløe som revisorsuppleant

Bjarne Madsen modtog genvalg.

Bestyrelsen har efterfølgende konstitueret sig således:

Formand & arrangementsansvarlig: Vibeke Hegelund Hansen

Næstformand: Kitti Eeg

Kasserer: Kirsten Madsen

Sekretær: Jørn Klemmensen

Bestyrelsesmedlem: Aase Sejersen

 

 

Kontingent for 2012 fortsætter uændret med 200,00 kr. for et husstands/virksomheds medlemskab og 150,00 kr. for et personligt medlemskab.

Det er derfor tid for indbetaling af kontingent for 2012 til foreningens konto enten i Danske Bank: Konto 3232 3265 653 359

eller i Vestfyns Bank: Konto 6855 136 433(Oplys venligst navn og eller medlemsnummer)

 

Nogle af foreningens medlemmer har allerede betalt for 2012 , I får lige listet jeres medlemsnumre her: 002, 004, 041, 052, 054, 055, 060, 080, 085, 105, 107, 120, 122, 130, 131, 135, 141, 144, 162, 166, 167, 174, 180, 189, 216, 219, 221, 226, 243, 250, 255, 262, 269, 276, 278, 294, 300, 302, 304, 308, 324, 337, 347, 351, 352, 355, 356, 357, 358, 359, 360, 361, 362, 364, 365, 366, 367, 368, 369, 370, 371, 372.

 

 

 

 

Lokalråd i Børkop & Brejning.

Mandag den 21. maj afholdes stiftende generalforsamling for Lokalrådet i henholdsvis

Børkop & Brejning. Er du interesseret i at deltage – eller stille op til bestyrelsen?

Mødet afholdes onsdag den 21. maj Kl. 19.00 på Aagaarden

 

 

Programmet for 2012/2013 er klar den 11. august.  

Vi fortsætter proceduren med omdeling af programmet i lokalområdet via egne cykelbude denne dag. Formentlig med start omkring Kl. 7.30.

Har du en cykel og nogle timer til rådighed er du meget velkommen i cykelbudenes rækker.

 

Alle medlemmer ønskes en dejlig sommer med masser af sol og glade timer indtil vi igen slår dørene op til en ny og spændende sæson.

 

Med venlig hilsen

Bestyrelsen