Vi skal til Prag. 9. september - 16. september 2017

Den gamle markedsplads
Til venstre det gamle rådhustårn med Verdensuret. Det er dog ikke verdensuret, der ses på billedet. Uret er i front af tårnet
Tein Katedralen
Krudttårnet - den lyse bygning til højre er Borgerhuset
Tein Katedralen. Her ligger Tycho Brahe begravet

Tjekkoslovakiet, som Tjekkiet var en del af indtil 1993, var tidligere et lukket og stivnet kommunistisk et/parti-stat. Ved Fløjlsrevolutionen i 1989 blev Tjekkoslovakiet til et åbent og humanistisk demokrati. De dramatiske dage i 1989, hvor 40 års diktatur blev fjernet, betegnes af tjekkerne selv som Fløjlsrevolutionen, da ikke et eneste menneskeliv gik tabt. Den frihed som demokratiet gav tjekkoslovakkerne, betød blandt meget andet at stemningen i landet blev totalt forandret. Visumkravet blev fjernet, tvangsveksling blev fjernet og lynhurtigt blev der åbnet adskillige flere grænseovergange til landet. Gaderne blev fulde af liv, farver og lyde. Avissælgere, musikere, teatergrupper og politiske partier forsøgte at sælge deres budskaber til en meget interesseret befolkning.

Et stort arbejde ventede den nyvalgte demokratiske regering efter fløjlsrevolutionen.

Store privatiserings- og samarbejdsplaner skulle skaffe ny kapital og ny viden til den temmelig forældede og nedslidte industri. Et af de første væsentlige resultater blev samarbejdsaftalen mellem Skoda-fabrikkerne og den tyske Folkevogns-koncern.

Tjekkiet er i dag et af Europas populære rejsemål. Turisterne strømmer til Prag, der er en af Europas smukkeste og mest velbevarede hovedstæder fyldt med arkitektoniske perler – og godt krydret med små caféer og hyggelige beværtninger.

Byens første bebyggelser skød op omkring 900-tallet, hvor en travl markedsplads voksede frem ved en strategisk god placering ved en af Centraleuropas handelsruter. Det Gamle Bytorv (Staromestské Námestí) er selve hjertet i Prag. I dag er torvet en veritabel teaterscene med cafeer, forretninger, unge iværksættertyper, der er limet til deres mobiltelefoner; musikere, mimikere og andet godtfolk.  

Hertil et mylder af turister, der hver hele time møder op for at beundre det astronomiske ur fra 1410.  Et mekanisk skuespil, der går i aktion hver time. Når klokken slår hel åbnes to låger over uret, og de 12 apostle kommer frem en efter en, drejer sig og hilser på forsamlingen. Rundt om uret er der flere små handlinger: Den rige mand rasler med sine guldmønter, Døden nikker med hovedet og trækker i klokkesnoren, og forestillingen afsluttes med klokkeslagene. Hanen galer, lågerne lukkes og tilskuerne klapper. Der er tale om et astronomisk ur, fordi alle oplysninger om verdensrummet er samlet i de bevægelige skiver og visere. Her vises solens gang, månens og planeternes placering og naturligvis klokken. Det er lige præcis i Tycho Brahes ånd – hvis sidste hvilested er i Tyn kirken, få meter fra verdensuret. Det astronomiske ur sidder på facaden af et gotisk tårn, som er en del af rådhuset for Stare Mesto (den gamle by). Husk endelig at tage turen op i toppen af tårnet i det tidligere rådhus, belønningen er det hele værd: En formidabel panoramaudsigt over en fantastisk dejlig by. 

Karlsbroen, indgang fra østsiden (den gamle bydel)
Karlsbroen set fra vandsiden med borgen i baggrunden
Karlsbroen - aftenstemning – den vestlige bred med borgen i baggrunden

Karlsbroen er et af byens absolutte vartegn. En smuk, smuk bro med en vidunderlig udsigt. Og masser af liv. På broen færdes et hav af gøglere og kunstnere. Du kan få malet/tegnet et billede af dig selv – eller af dine børnebørn (husk foto). Man går ikke bare lige over Karlsbroen – man når ikke langt, før man stopper. Floden Moldau skal lige ses nærmere på. De små vandfald i floden, bådene på floden, de mange forskellige kunstnere, boder, musik, liv og glade mennesker. Læn dig tilbage, hvil ryggen op ad broen og nyd den halve verden, der siver forbi. Broen er 500 meter lang – og er et absolut MUST at besøge.  Her er masser af muligheder for både mad og drikke lige i nærheden. På den side, hvor borgen ligger, kan man gå ned ad en trappe for enden af broen og kommer så ned i et mere stille og roligt kvarter – en lille oase. Nedgangen er lige til venstre på billedet med aftenstemningen, lige før broen slutter. 

Prag er smuk døgnet rundt – så en af aftenerne – eller måske flere må byen og Karlsbroen lige besigtiges i lygternes skær.

Borgen Hradcany øverst i billedet
Vagtskifte på borgen
Sankt Vitus katedralen på borgen

Borgen Hradcany. På den vestlige bred ser man Prags kongeborg højt hævet over den slyngede Vltava flod (Moldau) samt det gotiske mesterværk Sankt Vitus katedralen. Ved hovedindgangen til borgen er der en formidabel udsigt over floden og Karlsbroen samt over den legendariske skyline med spir og tårne i den gamle bydel. Prags kongeborg er et monumentalt, fæstningsagtigt kompleks af bygninger og gårdspladser, der spænder over årtusinder. Kernen er katedralen fra 1300-tallet, der dog først blev fuldført i 1929. Af dens 21 kapeller er det mest overdådige indviet til den “Gode kong” Wenzel, Bøhmens skytshelgen; andre er til ære for tjekkiske fyrster og konger. Lige ved siden af ligger kongepaladset (Královský palác), residens for herskerne over Bøhmen fra 1000- til 1500-tallet. Det var her, Václav Havel i 1990 blev indsat som præsident for det, der dengang var Tjekkoslovakiet. Når den righoldige kulturarv i borgkomplekset får hovedet til at snurre, kan man søge tilflugt på stille og listige steder undervejs. Efter besøget på borgen går det til fods ned gennem de snoede gader til Mala Strana området og man ender sandsynligvis omkring Karlsbroen, hvor der er et stort udvalg af spisesteder. Har du energi til mere, kan du tage kabelbanen op ad Petrinhøjen til en lidt klodset miniatureudgave af Eiffeltårnet, som her kun er 60 meter højt. Turen med tandhjulsbanen varer 3 minutter – indgang til banen fra Újezd-gaden. På Petrin bjergets findes en cafe med en imponerende udsigt (dem er der i det hele taget mange af i Prag). Turen ned herfra kan gå gennem den store offentlige park, hvor frugterne er til fri afbenyttelse og kan nydes i det tempo, de modnes. Parken benyttes hvert år den 1. maj af mange af byens romantikere, der mødes for at kysse under æbletræerne og recitere digte.    

Krudtårnet, der ses på et af de ovenstående billeder, var tidligere en del af befæstningen omkring den gamle bydel. I en årrække blev tårnet anvendt som krudtmagasin, og dermed fulgte navnet. 

Borgerhuset - Restauranten
Del af Borgerhusets facade
Koncertsalen

Borgerhuset – Obecni Dum – der er bygget sammen med krudtårnet er art noveau for fuld skrue.

En generation af kunstnere bidrog omkring år 1900 til at gøre dette hus til Stedet, hvor æstetikken og det kulinariske gik op i en højere enhed. Der er både en restaurant samt en noget billigere cafe i huset. Men under alle omstændigheder – kom ind og se huset. Der findes desuden en stor sal, hvor der afholdes koncerter og flere andre spændende rum.

 

Det jødiske kvarter ligger centralt i den gamle bydel, også kendt som Ghettoen Josefov. Og det med ghetto skal tages helt bogstaveligt. I flere århundreder var jøderne forpligtet til at bosætte sig i dette afgrænsede område, som var adskilt fra resten af byen med mure. Det var en selvstændig bydel med egen borgmester men også med færre borgerrettigheder end i resten af Prag. Kejser Josef gav jøderne de samme rettigheder som de øvrige borgere i byen, og derfor blev den jødiske bydel opkaldt efter denne kejser.

Synagogerne og kirkegården udgør et samlet område, der hører ind under Det Jødiske Museum. Kun Den Gamle-Ny Synagoge er stadig i brug. Udenfor synagogen modtages man af venlige, ældre kvinder, der sørger for, at mænd er eller bliver behørigt påklædt til besøget. Så er issen ikke tildækket, udleveres der en papirkalot.                                                 

Restaurant King Solomon er en ægte kosherrestaurant hvor alt kødet er slagtet af en kosher-slagter. Slagteren bor i Budapest men rejser til Prag, når der er bud efter ham.

 

 

Tårnuret på det jødiske rådhus

Når man går gennem den brostensbelagte Prag-gade Maiselova, kommer man til de ældst bevarede bygninger i det jødiske kvarter, Josefov. Læg mærke til Det Jødiske Rådhus, der minder om et lille slot og er et levn fra dengang, da den jødiske menighed havde sin egen forvaltning. Det Jødiske Rådhus' flødeskumsarkitektur stammer fra 1700-tallet. I tårnet er der et tårnur, hvilket i sig selv ikke er specielt overraskende. Under tårnet befinder sig et ur mere, og det er mere end almindeligt mærkeligt! For det første er det udstyret med hebræiske bogstaver, og for det andet går det baglæns. Dette skyldes, at man læser det hebræiske alfabet fra højre mod venstre.

 

Prag er spækket med seværdige bygninger, kirker og monumenter. De er til at få øje på. De er overalt – som i OVER ALT overhovedet. Gå på opdagelse, det er ingen skam at være nysgerrig her. Luk døre og porte op – kik ind i kirker – i kældre – i stræder.

 

Et af de mindre kendte og mindre iøjnefaldende mindesmærker er de såkaldte snublesten. Stenene er cirka 10 cm brede og har en bronzeplade på toppen. Hver sten bærer navnet på en beboer fra det hus, som stenen ligger foran og er en mindesten for nogle af de mange  tjekkoslovakiske jøder, der blev slået ihjel af nazisterne.Hver sten indledes med ordene: her boede …. Der er navn, fødselsdato, dato og sted for deportation og stedet, hvor vedkommende blev slået ihjel.

 

I Tjekkiet drikkes normalt øl (pivo) til maden.    Øl fås i flere typer og farver. Der nydes/drikkes mindst 2 glas øl pr. ølstue – dvs. 1 liter øl – alt andet er dårlig opførsel og vækker mishag blandt stamgæsterne. Etiketten er nemlig, at i pilsnerens hjemland og måske blandt verdens bedste øltyper går man ikke på værtshus for at sidde og fedte med et enkelt glas. Øl anses som et nødvendigt og sundt næringsmiddel.

En lokal beboer hilser alle, men hvem er det nu lige, han er?

Prisniveauet i Tjekkiet er gennemført anstændigt, ofte decideret billigt – set med danske øjne. Klassisk musik i høj kvalitet, det berømte tjekkiske krystalglas, porcelæn, guld & sølv, sko, frisør, mad & drikke.

Der bliver masser af tid på egen hånd – men du/I kan alligevel under ingen omstændigheder nå at se  det hele. Det er ganske enkelt umuligt – herunder lidt inspiration til tid på egen hånd:                         

Der skal beundres barokke bygninger, gotiske kirketårne, elegante art nouveau-caféer kubistiske boligblokke, moderne arkitektur & spændende gallerier.

Der er masser af muligheder for en sejlads på Moldau, floden der går gennem Prag. Der sejles både dag og aften – de fleste af bådene har restaurant ombord.

Der er interessante museer og der er gode muligheder for at gå i teater/til koncert/opera.

Der er gode indkøbsmuligheder – ikke kun turistpræget. I nærheden af vores hotelbåd, er der et super lækkert indkøbscenter. Det er flot – og der er meget.

Pivni Lazne – Spa Beerland – lige midt i centrum. Noget af en unik oplevelse. Først tager man et øl-bad i de store egetræsfade – og bagefter en tur i høet i bogstaveligt forstand. Mens man slapper af i en hø-seng kan man nyde lokale Krušovice-øl og lækkert hjemmebagt brød. Det er ikke helt billigt, omkring 100 Euro for 2 personer. Er det noget for dig/jer, så husk at der skal bestilles tid.  

Prags øl-museum – det lyder måske som en turistfælde – men mange af de lokale holder af denne pub, hvor ikke mindre end 30 tjekkiske fadøl venter på at blive smagt.

Lello. Den historiske boghandel Lello, der har eksisteret siden 1906, er en fryd for øjet. Der er over 120.000 bøger at gå på opdagelse i. Uanset om man er læsehest eller ej, så vil man næsten med garanti blive betaget af den smukke indretning. Lello er kåret til verdens 3.bedste boghandel.

Lige overfor vores hotelbåd – næsten lige ud for landgangsbroen ligger en lille købmand, der kan klare det meste af det, du lige mangler.                                                                                  

Når du skal rundt på egen hånd, så tag evt. en sporvogn ind til byen. Personer, der er fyldt 70 år, kører gratis med sporvogn, bus & metro indenfor Prags grænser – du skal blot have legitimation med, der dokumenterer din alder.

Eller gå langs floden ind til centrum/Karlsbroen – hvilket helt sikkert er for meget for gangbesværede. Men det er nemt at finde vej, man følger bare floden, det er umuligt at gå forkert.      

Eller slå jer sammen og del en taxa til overkommelige priser. Det organiserer vi i fællesskab. 

Det er ikke tilladt for turistbusser at køre ind til centrum så vi kan ikke benytte ”vores egen” bus til transporten. Og når det nu er sådan, så er det er faktisk dejligt at trafikken er blevet mindsket væsentligt i byen. Der er de senere år bygget en underjordisk omfartsvej, så meget trafik ledes udenom centrum. Den indre by er dermed blevet væsentlig mere rolig at bevæge sig rundt i.

Er der noget helt specielt, du gerne vil se/købe/opleve på egen hånd?  Så er hjælpen nær. Der er afsat tid til, at vores guide kan hjælpe hver enkelt med info og sine insider tips. 

 

Program:                                                                 Afgang lørdag den 9. september 2017 - Kl. 06.00

Fra den store parkeringsplads ved Børkops Kulturhus, MarKant.

Der bliver mulighed for påstigning i Gårslev.

Vi sætter kursen mod grænsen med mulighed for indkøb og morgenmad.                                                   

Herefter fortsætter vi mod Stolberg, i det sydlige Harzen. En meget lille og charmerende by med bindingsværkshuse, der kan føres tilbage til middelalderen. Kendt er især Stolberg Slot, der troner på en bakke over byen samt kirken St. Martine, der ligger lige bag rådhuset. Den lille by har næsten ikke ændret sig de seneste 100 år. Vi skal bo meget centralt i byen. Næsten midt på markedspladsen. Hotellet har en over 300 årig lang historie.

Her er middelalderlig arkitektur & historie lige udenfor hotellet. Og i kort afstand derfra findes den uberørte natur. Det særlige ved Stolberg sammenlignet med andre historiske byer er, at man ikke først skal passere industriområder og forstæder. Man lander lige midt i bindingsværkidyllen. Hver eneste sten og balkon kan fortælle en historie – det samme kan vores hotel.

Hotel Zum Kanzler
www.zum-kanzler.de
Stolberg slot i baggrunden af billedet

Afstanden fra Børkop til Stolberg er 580 kilometer. Det vil sige, vi har knap 7 timers kørsel. Hertil skal lægges pauser. Vi indkvarteres efter en hyggelig køretur på Hotel Zum Kanzler.    

        

Søndag den 10. september:                                         Efter morgenmaden på Hotel Zum Kanzler, fortsætter vi mod Prag. Kørsel i dag 400 kilometer. I Tjekkiet hedder møntsorten: Tjekkisk Koruna. Hvor det er muligt, kan det altid anbefales at betale med kort. Men man er selvfølgelig nødt til at have lidt valuta i den lokale møntsort. Ved ankomst til vores hotel kan man veksle – men det er selvfølgelig ikke verdens bedste kurs her – der findes naturligvis masser af vekselsteder i byen.

Vi skal bo på Botel Admiral. Det er et hotel, men det er altså også et skib.  Det sejler absolut ingen steder, det ligger helt fast. Undertegnede har været på Botel Admiral – og er nærmest forgabt i stedet. Det er virkelig dejligt - og anderledes end de vante hoteller. Restaurant, bar & soldæk – det er nærmest perfekt. Skulle vi være så uheldige at løbe ind i rigtigt godt vejr under vores dage i Prag, så er det fluks ud på soldækket. Her kan åbnes rimeligt meget op, så vi næsten sidder på et åbent dæk.      Værelserne – ja, det er jo kahytter her om bord. De er absolut ikke store, men vi kommer heller ikke til at bruge dem til meget andet end til at sove i. Der er naturligvis eget bad & toilet i hver kahyt. Så vores personlige råderum er mindre end normalt – men af absolut ok standard. Det mindre værelse (kahyt) opvejes så rigeligt af resten af skibets indretning. 

Botel Admiral
Baren på Botel Admiral
En kahyt: 1 værelse. Her boede Vibeke august 2016. Billedet giver et godt indtryk af størrelsen på kahytten.
Soldækket på Botel Admiral

Er du på Facebook ? Så se den flotte video fra skibet på siden: Botel Admiral.

Ëller se billeder og video på www.admiral.botel.cz 

 

Efter indkvarteringen på Botel Admiral l er der tid til en kop kaffe på dækket. Frokosten denne dag har vi klaret undervejs, da vi tager en madpakke med fra Hotel Zum Kanzler. For dem, der ønsker det, kan vi sammen gå til det store shopping center (12 minutter fra Admiral). Der kan sandsynligvis veksles penge her – og hvis ikke, så ved I, hvor centeret ligger. Vi samles på Botel Admiral før aftensmaden. Vi skal på vores første aften i Tjekkiet opleve en af tjekkernes festlige og stolte traditioner. Vi hopper i bussen og kører 8 kilometer.

 

Vi skal til en forrygende folkloreaften med middag, underholdning og god stemning.   

På restauranten U Marčanů, i nærheden af borgen. Middagen er typiske retter fra det tjekkiske køkken.  Der serveres øl og vin. Vinen serveres i en ”phicle”, en pæreformet beholder med lang hals. Der er folkedans, Gipsy, Cardus, Mazurka og polka. Her er cembalo, fløjte, sækkepibe og sikkert andet.

Når showet er færdigt fortsættes med dans og sang. 

Det er all inclusive - så her er show, middag  og drikkevarer ad libitum.

 

Mandag den 11. september:                                           Vi skal naturligvis på en spændende byvandring i Prag. Vi har dansk guide på turen – og vi har høretelefoner, så alle kan høre. Vi starter alle på samme sted. Efter en kort tur med guiden, fortsætter vi i 2 grupper. Den ene gruppe følger guiden på en længere tur. Den anden gruppe, er for dig/dem, der ikke ønsker at gå så langt. Guiden i denne gruppe kender I, det er undertegnede, der sørger for, vi lister roligt afsted – og med mange ophold. Og vi finder helt sikkert en cafe eller andet, hvor vi er nødt til at gøre ophold.  Vi mødes igen med den anden gruppe sikkert ved Verdensuret/Rådhuspladsen og har så frokost på egen hånd. Efter frokosten fortsætter den guidede tur. Ved Rådhuspladsen kan man komme ned i en skjult by under jorden. Her kæmpede de tjekkiske modstandsfolk mod SS og mod tyske soldater i de sidste dage inden befrielsen af Prag.   Vi håber på, det er muligt at bese den underjordiske by. Vi har i dag fokus på den gamle indre by, det jødiske kvarter og undergrunden.   

 

Tirsdag den 12. september:

En lille times kørsel øst for Prag ligger Kutna Hora, som indtil for godt 600 år siden var landets næststørste by og til tider hovedsæde for kongerne af Bøhmen. Siden da er der ikke sket så meget i Kutna Hora, udover at byen er blevet optaget på Unescos liste over verdenskulturarv. Det føles som at træde ind i middelalderen, når man går rundt i de brostensbelagte gader. Tidligere tiders storhed skyldtes områdets miner med enorme forekomster af sølv. I dag er byen kendt for sin middelalderarkitektur - selv ganske almindelige borgerhuse ligner små slotte, og den ene kirke er mere vild end den anden. Vi skal se noget usædvanligt og derudover besøger vi Sankt Barbara Domkirken, der regnes for en af de mest usædvanlige gotiske kirker i Europa. Man bliver komplet rundtosset, når man stirrer op i hvælvingernes fletværk. Kutna Hora er endnu ikke overrendt, men det er kun et spørgsmål om tid. Der bliver tid på egen hånd/frokost i det gamle historiske centrum - der er også nogle små butikker, men ikke de store, vilde indkøbsmuligheder. Herefter kører vi retur til Prag. Vi gør ophold ved ”Det gule Marked”. Et stort marked med al verdens ting og sager. Blå søm og skruer, frugt, kød, tøj – masser af boder. Vi bruger lidt tid her på egen hånd – og hvis et sådan marked overhovedet ikke er noget for dig, så lister du fluks ind på en af cafeerne eller et lille værtshus. Herefter kører vi retur til Botel Admiral.  Vi er sikkert hjemme på Admiral sent eftermiddag – og nu er der fri/ferie over hele linjen. Det vil sige, aftensmaden i dag er ”på egen hånd”.  Der er masser af spisesteder i nærheden af vores skib – eller måske du/I skal en tur til centrum og nyde det hele i lygternes skær.

 

Onsdag den 13. september:

Vi er i en af Europas smukkeste byer. Så her bliver vi hele dagen. Vi har vores guide med på en spændende bytur. Det bliver højst sandsynligt et besøg på Borgen, derefter det omkringliggende kvarter Mala Strana i nærheden af Karlsbroen. På turen med guide benytter vi høretelefoner, så alle får gavn af guidens fortællinger. Og guiden taler dansk. Præsidenten har netop indført skærpet kontrol med de besøgende på Borgen, så hvis guidens vurdering er, at vi kommer ud for meget ventetid ved Borgen, så springer vi Borgen over.

 

Torsdag den 14. september:

Vi starter bussen og kører til Byen Mlada Boleslav, der er hovedsæde for Skoda personvognsfabrikken. Efter dansk guidet rundtur på fabrikken besøger vi Skoda museet med alle de løjerlige Skodaèr, der er fremstillet i årenes løb. 

På KUNSTSKABETs rejse i 2005 besøgte vi også Skoda fabrikken. Men det er en anden oplevelse, vi får denne gang. Det skyldes primært 3 ting:  

  1. Dels er bilmodellerne naturligvis ændret.
  2. Der er sket en nytænkning/opgradering af rundvisningen
  3. Der er nye produktionshaller med andre produktionsmetoder
  4. Det var et spændende besøg i 2005- også for damerne - og det bliver det igen i 2017.

 

Efter besøget hos Skoda er det tid til frokost, som vi skal have ved Klášter-bryggeriet.

Klaster. Her skal vi have frokost

En hyggelig, særpræget og flot restaurant, der er bygget ind i en klippe under bryggeriet. Tappe-hanen kommer direkte ud fra klippevæggen – og det er ikke kildevand, der kommer ud. Du tapper selv - og der er naturligvis øl ad libitum ved denne lejlighed.                                                           

Vi kører retur til Botel Admiral. Jeg vurderer, at vi efter frokosten på Klášter sandsynligvis ikke har plads til den store middag om aftenen.  Derfor er aftensmaden på egen hånd – og der er masser af små steder lige i nærheden af Botel Admiral – også mulighed for en sandwich eller lignende.

 

Fredag den 15. september                                          Efter morgenmaden på Botel Admiral sættes kursen  mod Seesen i den vestlige del af Harzen. Byen kan føres over 1000 år tilbage i tiden og har tilnavnet: ”Das Fenster zum Harz”.   På dansk: Vinduet til Harzen. Dette skyldes, at der rundt i byen er etableret 7 pladser med fokus på byens historiske bygningsværker og seværdigheder. Igennem de syv vinduer ser man Wilhelm-Busch-skulpturen, den barokke Skt. Andreaskirke, hjemstavnsmuseet, der udover dåsefabrikationens udvikling også præsenterer byens æresborger "William Steinway", byretten i Burg Sehusa, rådhuskælderen, Skt. Vitustårnet, den gamle skriverstue, borgerhuset og den Koch'schen Hof fra 1674.

Den første weekend i september afholdes hvert år Sehusa-festival. Nordtysklands største historiske fest, hvor flere end 1.000 af byens borgere i historisk korrekte klæder med dans og skuespil levendegør scener fra byens fortid. Turistmæssigt besøges området især af mange vandrere og cykelryttere.

Hotel Goldener Löwe. Tjek deres hjemmeside på: www.loewe-seesen.de

Vi skal bo på Hotel Goldener Löwe, en velbevaret bygning fra 1500-tallet, der er beliggende i centrum af byen, men dog i et roligt område. Værelserne ligger i 2 separate bygninger, der er forbundet med en bro.

 

Lørdag den 16. september:

Efter morgenmaden på Hotel Goldener Löwe sættes kursen mod Børkop, kørsel 494 kilometer.  Omkring 5 timers kørsel & pauser. 

 

Vi gør ophold ved grænsen for indkøb.

Generelt:   Turen er baseret på min. 25 deltagere samt ophold i dobbeltværelse.   

Ved 25 deltagere    …        5.700,00 Kr.  Pr. person  

Ved 30 deltagere    …        5.300,00 Kr.  Pr. person    
Ved 40 deltagere    ....         4.660,00 Kr.  Pr. person

Ved 45 deltagere    …         4.500,00 Kr.  Pr. person 

Ved ”fuld bus” … …..        4.350,00 Kr.  Pr. person

Tillæg for enkeltværelse 850 Kr. Der er et meget begrænset antal enkeltværelser.

Inkl. i rejsens pris er:

Bustransport

Ophold på Hotel Zum Kanzler    1 overnatning

Ophold på Admiral                      5 overnatninger

Ophold på Goldener Löwe          1 overnatning

Pensionen inkluderer:

Søndag, mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag & lørdag: Morgenmad

Lørdag, søndag, mandag, onsdag, & fredag: Aftensmad

Torsdag – middag/frokost på bryggeriet  (inkl. drikkevarer)   

Inkl. udflugt til Kutna Hora samt Mlada Boleslav (Skoda) med en venlig chauffør ved rattet.

Inkl. entre til 2 x seværdigheder i Kutna Hora, inkl. entre/rundvisning på Skoda fabrikken.

Inkl. folkloreaften (underholdning/middag/drikkevarer ad libitum)

Inkl. frokost/middag og drikkevarer påKlášter-bryggeriet

Inkl. dansktalende guide. Inkl. leje af høretelefoner.

Inkl. madpakke fra Hotel Zum Kanzler (på vej til Prag). Inkl. nogle små skarpe undervejs.

I ovenstående priser udgør entreer, madpakke fra Kanzler, høretelefoner, guide samt entre/rundvisning på Skoda i alt pr. person: 380 kr.

Endvidere indgår folklore-aftenen med 280 kr. pr. person i totalprisen.

 

Betaling:

Ved tilmelding betales ..   1.000,00 Kr. pr. person

20. juli betales  …..........   1.500,00 Kr. pr. person

Restbeløbet indbetales senest  ........  30. august.

Beløbet bedes indbetalt på foreningens konto i Fynske Bank.: Reg. 6855 Kontonr. 0000 136 433

Før indbetaling af sidste rate, vi du få tilsendt en orientering omkring antal deltagere samt beløbets størrelse for sidste afdrag (der jo er afhængig af deltagerantallet)  

Tillæg for ikke-medlemmer: 300,00 Kr. pr. person.

Ret til nødvendige ændringer i programmet forbeholdes

                                                    

 Tilmelding/yderligere oplysninger:  

mail@kunstskabet.dk

Eller tlf. 40 19 40 59

 

Salget starter lørdag den 1. april Kl. 11.00

                            Med venlig hilsen

KUNSTSKABET

Vibeke Hegelund Hansen

Arrangementsansvarlig